Copenhagen Fashion

Copenhagen Fashion

Er du Danmarks næste mandlige eller kvindelige top-designer?

Drømmer du om en karriere som designer og kunne du tænke dig, at kende de mange processer og hårde arbejde der går forud for et modeshow? Samt at realisere dit design i de rigtige materialer i samarbejde med professionelle? Så er kurset her lige noget for dig og det henvender sig både til drenge og piger.

Årets overordnede tema og inspirationskilde er modehuset CHRISTIAN DIOR, da det i år fylder 70 år. Det er ligeledes 70 år siden huset præsenterede det historiske ”New Look” og har siden flere gange revolutioneret modeverdenen inden for tøj til mænd og kvinder. Vi vil researche de forskellige designere der har stået i spidsen for Huset f.eks Yves Saint-Laurent, John Galliano, Hedi Slimane, Raf Simmons og lade os inspirere af dets unikke historie.

Vi vil gennemgå den kreative og tekniske proces der skal til med fokus på research, skitsering, trendforskning, materiale-udvælgelse mm. Og udbyttet vil være en kollektions-kollage og din research, samt det sæt tøj du selv skal lave mønstre til og sy op, samt eventuelle accessories.

Der vil naturligvis være masser af vejledning fra de tilknyttede lærere, men du står selv for det færdige resultat og dine styles skal være færdige for, at blive præsenteret ved den afsluttende opvisning.

Undervejs vil der være inspirations-besøg ude af huset hos designere, kunstnere og håndværkere, hvor de vil præsentere dig for deres filosofi og arbejdsmetode.

Professionelle mentorer

Desuden følges holdet af 1 eller flere professionelle mentorer under hele forløbet. Det er ligeledes mentorerne der uddeler prisen ”Årets Stjerneskud” under den afsluttende opvisning til den af eleverne der har vist størst potentiale igennem perioden.

Under Ung Akademi 2016-17 blev holdet fulgt af designerne Jean//Phillip og Emilie Fotheringham, der udvalgte Clara Thorngreen som Årets Stjerneskud. Mentorerne 2017-18 bliver offentliggjort i starten af programmet.

Praktisk information

Hvis du vil være med på holdet, så send en ansøgning med det samme. Husk at gøre noget ud af ansøgningen, da vi udvælger de endelige deltagere til holdet på baggrund af de bedste ansøgninger.

Kriterier for udvælgelse

Vi vurderer ansøgerne på baggrund af oplysningerne i
ansøgningen og deres motivation, så husk at fortælle lidt om dig selv og hvorfor du ansøger til dette hold. Der er begrænset antal pladser. Skriv gerne specifikt om din interesse for mode og design.

Ansøgningsfrist

14. september 2017.

Undervisningssted

Københavns Mode- og Designskole, Nørrebrogade 45, 2200 Kbh. N.

Kontaktperson

Esben Hansen
esben@frederiksberg.dk
2898 0543

Undervisningsplan

Kurset foregår i to moduler, første modul i efteråret 2017 og andet modul i foråret 2018. Undervisningen foregår hver onsdag kl. 17-20 i nedenstående perioder.

Efterår 2017

Onsdag d. 25. oktober – onsdag d. 13. december.

 

Forår 2018

Onsdag d. 10. januar – onsdag d. 11. april. Dog undtaget vinterferien og påskeferien, hvor der ikke er undervisning.

Studietur til Paris

Da årets tema er CHRISTIAN DIOR skal vi naturligvis besøge den kæmpestore udstilling om Huset Dior der er på Musée des Arts Décoratifs. Mere end 300 modeller skabt fra 1947 til i dag er udstillet side om side med tegninger, accessories osv.  Derudover skal vi besøge leverandører til Haute Couturen og de store stofhuse. Her vil der ligeledes være mulighed for, at indkøbe de stoffer der skal bruges til dit design. Den er foreløbig fastlagt fra d. 4 til d. 7 januar 2018. (Afgang torsdag aften og hjemkomst søndag sidst på eftermiddagen.) Pris ca. 2900 kr. i egenbetaling.

Studieturen er frivillig, men vi anbefaler deltagelse pga. sammenholdet og læringsudbyttet.

Send din ansøgning nu

Vi glæder os til at høre fra dig

Send en ansøgning

This is a unique website which will require a more modern browser to work!

Please upgrade today!